mandag den 13. august 2012
mandag den 6. august 2012
lørdag den 4. august 2012
At komme tilbage
Vi er tilbage i Quito og skal efterhaanden snart hjem. Det er saadan en underlig tanke at skulle vaere i Danmark igen. At skulle hjem og bo èt sted, og ikke bare ud af en rygsaek. At skulle staa op om morgenen og taenke "Hvad skal jeg have paa?" i stedet for "Hmm, hvad har jeg der er rent? Den har har jeg kun haft paa i 3 dage, og den lugter ikke, ok.". At skulle have sin mobil paa sig igen, for hvad nu hvis nogen vil i kontakt med mig? At have cykler som transport, at have loebesko, saa man kan loebe en tur. At kunne spise rugbroed med en god dansk ost, og ikke den smagsloese, fede queso fresco, der, som det fremgaar af navnet er frisk, og ikke lagret. At kunne drikke vandet fra vandhanen, og at have varmt vand i hanerne, der virker hver gang. Det bliver maerkeligt ikke at skulle taenke paa at have sit pas paa sig hele tiden. Ikke at skulle taenke paa hvor mange dage man har i en by, og hvor man skal hen naeste gang. Ikke at skulle taenke paa at finde hotel, hvad det koster, om der mon er koekken, vi kan bruge? Er der et supermarked i naerheden, og hvad koster det at spise ude her? At have et koekken, hvor tingene er èns egne, og man kan regne med at alting er rent og klar til brug.
Det bliver mærkeligt ikke at kunne gå på frugtmarkeder hver anden dag, og spise ananas, passionsfrugter, mango og yuca hver dag. Ikke at kunne hoppe paa en bus i farten, eller stoppe den hvor man lige er, men at skulle løbe efter den hen til det nærmeste busstoppested. At skulle paa arbejde igen, hvor man skal møde til en bestemt tid og være beskæftiget hele dagen. Det bliver virkelig mærkeligt at komme væk fra denne nye hverdag som vi lige er faldet til i. Hverdagen på farten, hvor du aldrig er sikker på, hvad morgendagen bringer, og om buschaufføren egentlig kan køre bussen. Men aller mærkeligst bliver det altså at skulle snakke dansk igen. Små ting som "Undskyld mig", "Tak", "Ja" og "Nej", "Undskyld", "Hvad koster den her?" og "Hej" kommer lettere på spansk efterhånden. Nogle gange spørger vi hinanden, hvad hedder det her ord egentlig på dansk? Vores ordstilling er af og til underlig, og passer i stedet enten til engelsk eller spansk. Og vi udtaler ting mærkeligt og diskuterer hvor man skal lægge trykket i ord.
Men alt i alt bliver det godt at kommer hjem igen. Til den familie og de venner, man efterlod i Danmark, og har savnet hele turen rundt. Til en hverdag med et arbejde, jeg elsker, og ikke kunne ønske mig bedre. Til muligheden for at løbe en tur og cykle på arbejde, og ikke mindst - Til ost, rugbrød og syrnede mælkeprodukter.
(Jeg opagede midt i min skrivning, at min computer godt kan have dansk tastatur, så skal man bare huske hvor man finder æ, ø og å, det kan godt være svært efter 5 måneder.)
mandag den 30. juli 2012
mandag den 23. juli 2012
mandag den 16. juli 2012
mandag den 9. juli 2012
mandag den 2. juli 2012
søndag den 1. juli 2012
mandag den 25. juni 2012
mandag den 18. juni 2012
søndag den 17. juni 2012
onsdag den 13. juni 2012
mandag den 11. juni 2012
søndag den 10. juni 2012
mandag den 4. juni 2012
søndag den 3. juni 2012
torsdag den 31. maj 2012
mandag den 28. maj 2012
søndag den 27. maj 2012
mandag den 21. maj 2012
søndag den 20. maj 2012
mandag den 14. maj 2012
søndag den 13. maj 2012
mandag den 7. maj 2012
søndag den 6. maj 2012
søndag den 29. april 2012
fredag den 27. april 2012
søndag den 22. april 2012
torsdag den 19. april 2012
onsdag den 18. april 2012
tirsdag den 17. april 2012
søndag den 15. april 2012
torsdag den 12. april 2012
søndag den 8. april 2012
torsdag den 5. april 2012
søndag den 1. april 2012
onsdag den 28. marts 2012
Instituto Geografico Militar
Det staar der! Indtituto Geografico Militar. Med soelvskinnende bogstaver paa en ellers hvid og turkis bygning. Den er stor. Mange etager. Vi har gaaet noget tid. Henne rfa Ejido-parken. Det er som saadan ikke saa langt, men vi gik en omvej. Det var ikke med vilje. Vi har jo egentlig travlt. Klokken er ved at vaere ni. Vi ville have vaeret her klokken otte. Der aabnede de.
Vi tog en bus lidt over syv. Ind til Ofelia. Derfra tog vi en trolle til Perez Guerrero. Det er den blaa linje. Da vi gik der fra hen til parken broed solen virkelig frem. Jeg burde nok have taget solcreme paa hjemmefra. Jeg var egentlig ret sulten, selvom jeg allerede havde spist lidt morgenmad. Men allerede dèr var det laenge siden. Saa vi gik indd paa en lille restaurant og fik en jugo og en bolle med ost. Jeg bad egentlig bare om jugo og pan, ingen queso fresco, men det fik vi saa. En bolle med queso fresco og til at starte med to jugos de papaya. Jeg havde egentlig bestilt piña. Det fik hun saa at vide, og hun hentede en ny. Lidt mad og $2 senere begyndte vi saa at gaa en omvej. Det vidste vi jo ikke. Da det begyndte at virke mistaeneligt saa langt vi var gaaet uden at finde det rigtige sted at dreje, stoppede vi og kiggede paa kortet. En venlig mand spurgte om han kunne hjaelpe, og vi fik at vide at vi skulle en gade hen, til hoejre, to gader op, til hoejre igen og saa ligeud.
Det gjorde vi saa,, og nu kan jeg se skriften paa den store bygning. Den er indhegnet paa rigtig militaervis, og lidt fremme er der en port og en lige med militaermaend. Vi faar gaestekort, der skal baeres om halsen, i bygge for vores pas, og maa fortsaette ind. Da vi naar op af stien kommer vi til en bygning med skriften "planetario". En venlig dame spoerger os om vi leder efter planetariet eller kort. Vi skal fortsaette ligeud. Lidt laengere oppe ser vi indgangen. Indenfor bliver vi hurtigt moedt af en aeldre herre, der arbejder paa stedet, og kan hjaelpe os. Vi bliver godt hjulpet til at finde de to kort, vi skal bruge, og bliver sendt videre til kassen. Ved kassen bliver vi efter at have betalt bedt om at saette os og vente. Jeg gaar paa toilettet, hvor jeg selvfoelgelig glemmer at man skal tage papiret udenfor baasen, og da jeg kommer ud igen er der stadig ventetid nok. Johan har igen faaet at vide, at vi skal vente lidt, og ventetiden giver mig mulighed for at beskrive stedet bedre.
Stolene vi sider paa er placeret midt i rummet. Fremad er der godt udsyn til kassen, som er et rum bag en glasvaeg, hvor en mandog en dame arbejder. Det gaar jeg ud fra, at de goer. Man kan ikke se det. Kvinden laver noget med computeren og manden roder med noget paa bordet bagved. Bag os er et bord med kort over galapagos, og med billeder taget fra luften, som har vaeret udgangspunktet for nogle af kortene. Bag bordet er ruder ud til stien, der foerer ned til laagen. Til hoejre for os er der igen et rum med glas for. Dette rum indeholder nogle gigantiske HP-printere, et bord og en mand bag en computerskaerm. Priteren er ved at lave noget, der kunne vaere vores kort. Hvem ved. Det er nok i hvert fald den, der skal printe vores. Efterhaanden om kortene kommer ud, tager han dem med hen til bordet, hvor han skaerer dem til efter sin helt egen metode. Metoden bestaar i at man ikke kan skaere mere end èn side uden at skulle hen til computeren og skrive lidt igen. Den bestaar i lange pauser.
Da kortene endelig er faerdige, gaar han ud til kassen med dem, og kvinden i kassen siger et navn, som manden i stolen ved siden af mig reagerer paa. Han faar sine kort. Tilbage paa bordet er to kort, som manden bag kassen laegger om paa bordet bagved. Vi rejser os og gaar tydeligt hen og laeser paa en tavle lige ved siden af kassen. Der kan de ikke undgaa at se os. Men igen er der ventetid nok. Den modsatte ende af lokalet, enden hvor vi kom ind, indeholder ogsaa borde med kort. Det er kort over hele Ecuador. I forlaengelse af disse borde er borde med computere, hvor man kan se alle kort. Helt henne i enden er nogle skranker, hvor blandt anden den aeldre herre fra foer sidder. Der henne er ogsaa udgangen. Kopimanden gaar hen og snakker med dem i kassen, han peger paa os, og lidt efter raaber hun ogsaa mit navn op. Vi faar de to kort.
Endelig kan vi bevaege os mod trolle, bus og bus til vi er tilbage i Calderon og kan tage afsted igen - denne gang mod Mindo. Klokken er ved at vaere kvart i elleve.
Vi tog en bus lidt over syv. Ind til Ofelia. Derfra tog vi en trolle til Perez Guerrero. Det er den blaa linje. Da vi gik der fra hen til parken broed solen virkelig frem. Jeg burde nok have taget solcreme paa hjemmefra. Jeg var egentlig ret sulten, selvom jeg allerede havde spist lidt morgenmad. Men allerede dèr var det laenge siden. Saa vi gik indd paa en lille restaurant og fik en jugo og en bolle med ost. Jeg bad egentlig bare om jugo og pan, ingen queso fresco, men det fik vi saa. En bolle med queso fresco og til at starte med to jugos de papaya. Jeg havde egentlig bestilt piña. Det fik hun saa at vide, og hun hentede en ny. Lidt mad og $2 senere begyndte vi saa at gaa en omvej. Det vidste vi jo ikke. Da det begyndte at virke mistaeneligt saa langt vi var gaaet uden at finde det rigtige sted at dreje, stoppede vi og kiggede paa kortet. En venlig mand spurgte om han kunne hjaelpe, og vi fik at vide at vi skulle en gade hen, til hoejre, to gader op, til hoejre igen og saa ligeud.
Det gjorde vi saa,, og nu kan jeg se skriften paa den store bygning. Den er indhegnet paa rigtig militaervis, og lidt fremme er der en port og en lige med militaermaend. Vi faar gaestekort, der skal baeres om halsen, i bygge for vores pas, og maa fortsaette ind. Da vi naar op af stien kommer vi til en bygning med skriften "planetario". En venlig dame spoerger os om vi leder efter planetariet eller kort. Vi skal fortsaette ligeud. Lidt laengere oppe ser vi indgangen. Indenfor bliver vi hurtigt moedt af en aeldre herre, der arbejder paa stedet, og kan hjaelpe os. Vi bliver godt hjulpet til at finde de to kort, vi skal bruge, og bliver sendt videre til kassen. Ved kassen bliver vi efter at have betalt bedt om at saette os og vente. Jeg gaar paa toilettet, hvor jeg selvfoelgelig glemmer at man skal tage papiret udenfor baasen, og da jeg kommer ud igen er der stadig ventetid nok. Johan har igen faaet at vide, at vi skal vente lidt, og ventetiden giver mig mulighed for at beskrive stedet bedre.
Stolene vi sider paa er placeret midt i rummet. Fremad er der godt udsyn til kassen, som er et rum bag en glasvaeg, hvor en mandog en dame arbejder. Det gaar jeg ud fra, at de goer. Man kan ikke se det. Kvinden laver noget med computeren og manden roder med noget paa bordet bagved. Bag os er et bord med kort over galapagos, og med billeder taget fra luften, som har vaeret udgangspunktet for nogle af kortene. Bag bordet er ruder ud til stien, der foerer ned til laagen. Til hoejre for os er der igen et rum med glas for. Dette rum indeholder nogle gigantiske HP-printere, et bord og en mand bag en computerskaerm. Priteren er ved at lave noget, der kunne vaere vores kort. Hvem ved. Det er nok i hvert fald den, der skal printe vores. Efterhaanden om kortene kommer ud, tager han dem med hen til bordet, hvor han skaerer dem til efter sin helt egen metode. Metoden bestaar i at man ikke kan skaere mere end èn side uden at skulle hen til computeren og skrive lidt igen. Den bestaar i lange pauser.
Da kortene endelig er faerdige, gaar han ud til kassen med dem, og kvinden i kassen siger et navn, som manden i stolen ved siden af mig reagerer paa. Han faar sine kort. Tilbage paa bordet er to kort, som manden bag kassen laegger om paa bordet bagved. Vi rejser os og gaar tydeligt hen og laeser paa en tavle lige ved siden af kassen. Der kan de ikke undgaa at se os. Men igen er der ventetid nok. Den modsatte ende af lokalet, enden hvor vi kom ind, indeholder ogsaa borde med kort. Det er kort over hele Ecuador. I forlaengelse af disse borde er borde med computere, hvor man kan se alle kort. Helt henne i enden er nogle skranker, hvor blandt anden den aeldre herre fra foer sidder. Der henne er ogsaa udgangen. Kopimanden gaar hen og snakker med dem i kassen, han peger paa os, og lidt efter raaber hun ogsaa mit navn op. Vi faar de to kort.
Endelig kan vi bevaege os mod trolle, bus og bus til vi er tilbage i Calderon og kan tage afsted igen - denne gang mod Mindo. Klokken er ved at vaere kvart i elleve.
mandag den 26. marts 2012
Visdomstanden
Det dunker stadig. Ikke saa slemt som det har gjort, men det dunker. Vinden leger med vasketoejet, som jeg stod og vaskede i middagsolen. Her paa aekvator kan man virkelig maerke solen. Selvom jeg havde solcreme paa, var jeg lidt bange for at blive forbraendt. I middagssolen kunne jeg virkelig maerke at det dunkede. Det er lidt bedre nu, det er efterhaanden ved at hele. I over en uge har jeg haft besvaer med at spise. Nogle dage har jeg kun faaet yogurt og suppe. Og jugo selvfoelgelig, det er der ikke brug for taender til. Jeg har èn mindre end jeg plejer. Det passer egentlig ikke, for jeg har den stadig. Tanden, de trak ud. Den ligger i en serviet inde i skabet. Hvad goer man med sin tand? En visdomstand. Den er virkelig stor. Og lidt ulaekker. Jeg kan spise igen. Jeg kan spise lige hvad jeg vil. Til frokost spiste jeg en rugbroedsmad med tunsalat. Den var virkelig god. Bageren i Baños er ikke helt dum. Godt nok er der ikke rigtig nogle kerner i, men det smager da af rugbroed. Jeg ville ogsaa bare vaere bange for at kernerne fandt vej ned i saaret. Der er to sting. Nogle gange kommer enderne af snorene ind mellem taenderne naar jeg tygger. Saa tror jeg, jeg har noget i munden. Det har jeg ogsaa - betaendelse. Men nu naar det ikke er saa haevet, at jeg ikke kan tygge, goer det ikke saa meget. Det dunker bare lidt en gang imellem. Specielt naar der er varmt.
Kutimuy
Nu skal vi endlig afsted. Èn dag mere i Quito, saa vil vi ud og opleve. Vi rejser foerst nord paa, saa lidt vest, derefter syd, lidt oest og saa nord paa igen. Det haaber vi at kunne goere paa tre uger. Paa onsdag tager vi altsaa til Mindo. Efter Mindo staar den paa Puerto Quito, Canoa, Puerto Lopez (herunder Isla de la Plata), Quayaquil, Manglares, Cuenca, Baños, Latacunga og Quilotoa.
Johan haar vaeret paa sporgskole i Quito. Han stod halvanden uge op saa han var klar til at gaa klokken syv hver morgen. De foerste par dage fulgte jeg ham der ind. Turen til sprogskolen, som ligger midt inde i Quito, indebar nemlig foerst at komme paa den rigtige bus, saa at staa af igen det rigtige sted, derefter at komme paa en ny bus, som ogaa helst skulle vaere den rigtige. Men naar man hverken kender byen eller snakker spansk, er det ikke saa let alene - saadan er det naar man er bosat i Ecuadors hovedstad, med ca. en time i offentlig transport ind til centrum. Der gik ikke mange dage foer jeg i stedet fik lov at sove laenge. Efter det skulle jeg de fleste dage bare moedes med Johan inde i byen ved halv et tiden, hvor han fik fri.
Det tog os ikke lang tid igen at have helt styr paa hovedtraekkene i den offentlige transport i Quito, og efter et par uger kender man Quito saa godt, saa man faktisk begynder at kunne lide at vaere der. Quito giver nemlig ikke altid det bedste foerstehaandsindtryk. Der er beskidt, folk kan virke meget reserverede i deres respons paa en forvirret turists spoergsmaal, og generelt er byen stor og grim. Derudover faar man (primaert af min mor og morfar) en del skraekhistorier om hvordan man i Quito faar stjaalet sine ting, og ikke skal stole paa nogen. Det er der selvfoelgelig en del sandhed i, man skal virkelig vaere paa vagt, men der er altsaa ingen grund til at gaa og vaere bange. Quito er et rart sted. Naar man kommer lidt dybere finder man ud af, at der er mange omraader af byen, der er virkelig charmerende, at de fleste faktisk svarer godt paa èns spoergsmaal og meget gerne vil hjaelpe. Og man finderud af at byen ikke er saa stor og overskuelig, som den foerst virkede.
Byen har overraskende mange parker, hvor de fleste er med store graesarealer, hvor man kan sidde og slappe af. Der er ogsaa de normale pladser med baenke, store traeer, blomster og buske i bede og til tider statuer og springvand i midten. Og saa har byen en helt masse huse malet i flotte farver, som er meget mere livligt og kreativt end byerne i Danmark. Lidt sydeuropaagtigt (de fleste af disse bygninger er nok fra kolonitiden, og bygget af spaniere). De flotteste bygninger og kirker er generelt i den gamle bydel (cetro), som ikke laengere er byens centrum. Det nye centrum bestaar af store indkoebscentre, fastfoodkaeder, store veje med masser af biler og en masse smog. Ikke just charmerende, men hvis du skal bruge nyt toej, og gerne vil have det foelger den vestlige mode i stedet for den sydamerikanske (som er maerkelig), saa er det et udemaerket omraade. I et af centrene, Quicentro, er der bannere for flere kommende butikker som Bershka, Strativarius, Zara og Pull and Bear. Eftersom de ikke er i Aarhus, glaeder jeg mig til at de aabner, selvom der nok gaar lidt tid.
Generelt er Quito et dejligt sted. Hver gang jeg kommer til Quito, har jeg det som at komme hjem. Problemet er bare at alle mine venner og mine smaa katte ikke er der, saa i laengden vil jeg nok hellere hjem til Aarhus. Paa onsdag tager vi altsaa videre, for Ecuador har, hvad vi har hoert, meget mere at byde paa.
Johan haar vaeret paa sporgskole i Quito. Han stod halvanden uge op saa han var klar til at gaa klokken syv hver morgen. De foerste par dage fulgte jeg ham der ind. Turen til sprogskolen, som ligger midt inde i Quito, indebar nemlig foerst at komme paa den rigtige bus, saa at staa af igen det rigtige sted, derefter at komme paa en ny bus, som ogaa helst skulle vaere den rigtige. Men naar man hverken kender byen eller snakker spansk, er det ikke saa let alene - saadan er det naar man er bosat i Ecuadors hovedstad, med ca. en time i offentlig transport ind til centrum. Der gik ikke mange dage foer jeg i stedet fik lov at sove laenge. Efter det skulle jeg de fleste dage bare moedes med Johan inde i byen ved halv et tiden, hvor han fik fri.
Det tog os ikke lang tid igen at have helt styr paa hovedtraekkene i den offentlige transport i Quito, og efter et par uger kender man Quito saa godt, saa man faktisk begynder at kunne lide at vaere der. Quito giver nemlig ikke altid det bedste foerstehaandsindtryk. Der er beskidt, folk kan virke meget reserverede i deres respons paa en forvirret turists spoergsmaal, og generelt er byen stor og grim. Derudover faar man (primaert af min mor og morfar) en del skraekhistorier om hvordan man i Quito faar stjaalet sine ting, og ikke skal stole paa nogen. Det er der selvfoelgelig en del sandhed i, man skal virkelig vaere paa vagt, men der er altsaa ingen grund til at gaa og vaere bange. Quito er et rart sted. Naar man kommer lidt dybere finder man ud af, at der er mange omraader af byen, der er virkelig charmerende, at de fleste faktisk svarer godt paa èns spoergsmaal og meget gerne vil hjaelpe. Og man finderud af at byen ikke er saa stor og overskuelig, som den foerst virkede.
Byen har overraskende mange parker, hvor de fleste er med store graesarealer, hvor man kan sidde og slappe af. Der er ogsaa de normale pladser med baenke, store traeer, blomster og buske i bede og til tider statuer og springvand i midten. Og saa har byen en helt masse huse malet i flotte farver, som er meget mere livligt og kreativt end byerne i Danmark. Lidt sydeuropaagtigt (de fleste af disse bygninger er nok fra kolonitiden, og bygget af spaniere). De flotteste bygninger og kirker er generelt i den gamle bydel (cetro), som ikke laengere er byens centrum. Det nye centrum bestaar af store indkoebscentre, fastfoodkaeder, store veje med masser af biler og en masse smog. Ikke just charmerende, men hvis du skal bruge nyt toej, og gerne vil have det foelger den vestlige mode i stedet for den sydamerikanske (som er maerkelig), saa er det et udemaerket omraade. I et af centrene, Quicentro, er der bannere for flere kommende butikker som Bershka, Strativarius, Zara og Pull and Bear. Eftersom de ikke er i Aarhus, glaeder jeg mig til at de aabner, selvom der nok gaar lidt tid.
Generelt er Quito et dejligt sted. Hver gang jeg kommer til Quito, har jeg det som at komme hjem. Problemet er bare at alle mine venner og mine smaa katte ikke er der, saa i laengden vil jeg nok hellere hjem til Aarhus. Paa onsdag tager vi altsaa videre, for Ecuador har, hvad vi har hoert, meget mere at byde paa.
søndag den 25. marts 2012
lørdag den 24. marts 2012
onsdag den 21. marts 2012
søndag den 18. marts 2012
søndag den 11. marts 2012
tirsdag den 6. marts 2012
Velkommen
Hej. Vi, Johan og Amalie, rejser lige nu ned gennem sydamerika. Paa bloggen her kan du foelge lidt med I hvad vi laver.
Kutimuy: At komme tilbage.
Her paa bloggen vil vi ikke forsoege at fortaelle jer om alt hvad vi laver. Vi vil lave nogel udpluk, og vi vil laegge nogle billeder op. Hvad vi laver fra dag til dag, kan I foelge med i i vores kalender, som ogsaa er lagt op paa siden. Du kan se alle siderne fra vores kalender her. Du kan se siderne større ved at klikke på dem.
Abonner på:
Opslag (Atom)